Fællestrænings udvikling frem til i dag
Fællestræning er ét af Copenwater’s første initiativer og frem til i dag er det fortsat en vigtig og integreret del af Copenwater. Det startede med at enkelte svømmere lå og svømmede to og to, eller for sig selv omkring Amager Strandpark. De manglede nogle at svømme med og besluttede sig for at mødes på bestemte dage, tidspunkter og lokationer for at få flere med.
Dette har i dag udviklet sig til hvad Fællestræning er i dag. Først kom Svøm Solen i Sænk & & Liv i Lagunen – inspireret af livet i og omkring strandparken. Senere kom VinterSvøm i Nordhavn, SommerSvøm ved Svanemøllen samt SøndagsSvøm ved Amager Strand. Hold øje med hvornår der er fællestræning på vores hjemmeside eller facebook events.




Hvad er fællestræning?
Fællestræning er en invitation og anledning til at svømme med andre, der nyder at være i åbent vand – for sjov, udfordringen, sikkerheden og fællesskabets skyld. Det er en fantastisk måde at lære andre svømmere at kende på og finde nogen på sit eget niveau. Det er ikke kun for Copenwater’s medlemmer, alle kan være med, så længe du er en habil svømmer med erfaring i åbent vand. Er du nysgerrig, så kom og svøm med os.
Vi mødes og svømmer sammen på eget ansvar. Efter en kort samling, finder man en svømmemakker eller gruppe at svømme med på baggrund af hastighed eller distance. Der er ingen træner, der holder øje og beslutter, hvor langt der skal svømmes. Det giver både en frihed til at gøre det, der passer på dagen og stiller samtidig krav til den enkelte svømmemakker, om at kende sine egne grænser på dagen og være opmærksom på vand og vejr forhold.
Alle er velkommen, men det er vigtigt, at du er en habil svømmer med erfaring i åbent vand. Er du nybegynder i svømning og ny i åbent vand så opfordrer vi til, at du starter på et af vores OW-hold. Har du erfaring med at svømme og i åbent vand, så kan du deltage i Intro til Fællestræning (læs mere nedenfor). Svømning i åbent vand kræver tilvænning og øvelse, og det er vigtigt at starte i trygge rammer.
Nyt koncept – Intro til fællestræning
Der kommer fortsat mange nye svømmere og deltager i fællestræning og det er så skønt at flere og flere bliver inspireret til at svømme i havet. For at introducere nye svømmere bedst muligt til Copenwater og fællestræning konceptet så har vi valgt at introducere Intro til fællestræning. Det foregår den FØRSTE mandag, onsdag og søndag i månederne Juli, August og September. Du møder op 30 minutter inden den officielle fællestræning starter og bliver mødt af en Copenwater ambassadør, der giver en ekstra introduktion til lokation, forhold og faciliteter samt sørger for, at du har en buddy eller gruppe at svømme med til fællestræning!
Havet har ingen grænser
Havet har ingen grænser og det er fantastisk at mærke svømmeglæden fra hele verden til vores fællestræninger. Fællestræning har nemlig også udviklet sig til at være et mødested for svømmeentusiaster på tværs af landegrænser. Besøgende der er på ferie eller på arbejdsrejse kontakter os tit for at høre om de må svømme med, når de er i København.
Vi har haft en gruppe af Salty Sisters fra Irland på besøg i Nordhavn, og sidste sommer var der lækker schweizisk chokolade og svensk Kex efter fællestræning i Svanemøllen. Svømmere fra Portugal, og vores Spanske venskabsklub Radikal, har også lagt vejen forbi Amager Strandpark (AS). Ligesom sidste sommer, hvor en svømmer fra Hong Kong skulle prøve kræfter med at svømme over Øresund og havde brug for nogle at træne med. Nye venskaber er skabt, som dengang Dave fra San Francisco kom forbi AS, og til efteråret besøger en gruppe Copenwater fisk ham i SF for at svømme.
Det giver først og fremmest nye sjove oplevelser og inspiration til nye steder man kan svømme når svømmere fra “overseas” kommer forbi, men det giver også en følelse af forbundethed. Det skønne hav forbinder os alle på trods af landegrænser.





CopenPay
På baggrund af vores positive erfaring med internationalt besøg har vi i år valgt at invitere rejsende til København med ud og svømme og opleve det fantastiske fælleskab og vand vi har rundt omkring byen. Vi vil gerne bidrage til at vise København fra vandsiden og opfordre til mere miljøvenlig turisme. Det foregår sådan at man melder sig til og hvis du ankommer på gåben, cykel eller offentlig transport til en af vores lokationer, og finder én fra Copenwater og siger kodeordet FISK, så kan du komme med ud og opleve Øresund. Det kræver selvfølgelig, at de har erfaring med åbent vand svømning.
Har du nogle spørgsmål til fællestræning, så tøv ikke med at række ud til Copenwater teamet (hello@copenwater.dk)!
Vi glæder os til meget mere svømning henover sommeren.

