Niveau-beskrivelser

Her er vejledende beskrivelser er de tre holdniveauer: Begynder, Let øvet og Øvet.
OBS: Det er muligt at skifte niveau i løbet af sæsonen, så kom til en træning – så skal vi nok finde ud af, hvilket hold der passer dig bedst!

 Begynder – indendørs Begynder – Open Water
Begynderholdet er for dig, der ønsker at lære at svømme crawl. Du har enten lidt eller begrænset erfaring med at svømme crawl og ønsker at lære stilarten.
Fokus for træningen er at lære dig crawlteknik fra bunden. Det er tilladt at svømme brystsvømning, men træningens fokus er på at du lærer crawl. Og dem der kommer hver gang plejer at blive super gode!
Træneren vil i løbet af sæsonen introducere dig til principperne for crawlsvømning, og du vil lave grundlæggende øvelser, der vil gøre crawlsvømning mere overskuelig, så du kan lære stilarten fra bunden af. De fleste af øvelserne kan du også øve på egen hånd i andre svømmehaller.OBS: Holdet er desværre ikke for svømmere med decideret vandskræk, da dette kræver en anden type undervisning. Vi anbefaler, at du finder en personlig træner eller et vandskrækhold.
Begynderholdet i åbent vand er for dig der enten har ingen eller kun begrænset erfaring med svømning i åbent vand. Samtidig har du heller ikke svømmet længe i svømmehal og har kun fået lidt, eller ingen, svømmeundervisning før. Våddragt er nyt for dig og måske har du endnu ikke købt din egen. Du skal mindst kunne svømme 500 meter, helst i crawl hele vejen.

Du ønsker at prøve kræfter med at svømme i åbent vand fordi du kan lide at svømme. Du vil måske på sigt gerne deltage i konkurrencer, hvor det kræves, at man kan svømme i åbent vand, herunder triatlon- og åbent vand stævner.

Fokus:
På begynder holdet vil der være fokus på svømning og sikkerhed i åbent vand. Vi vil øve det at svømme i åbent vand, hvordan man bruger en våddragt korrekt, orienterer sig, svømmer i en gruppe, holder øje med hinanden og selvfølgelig forbedre både din teknik og kondition.

Vi vil introducere dig til grundlæggende livredningsteknikker så som bjærgning, at træde vande, signalering til makker og livredder, samt hvordan man aflæser vind og vejr inden man går i vandet. Alt sammen så

En grundlæggende fokus er, at du skal føle dig fortrolig med det åbne vand og få gode oplevelser med svømning i åbent vand.

 

Let øvet – indendørs Let øvet – Open Water
Let øvet-holdet er for dig, der kan svømme crawl og som gerne vil blive bedre samt holde formen ved lige. Du har højst sandsynligt allerede svømmet i åbent vand, og hvis ikke, er det noget du godt kunne finde på at prøve. Fokus er derfor på crawlsvømning, som vi svømmer i åbent vand. Når du er i form har du ikke problemer med at svømme mellem 1500 og 2500 meter på en time i svømmehal.

På Let øvet-holdet bygger vi videre på dine evner og øver det der stadigvæk kan være svært eller hårdt. Fokus vil være på crawlsvømning. Vi træner de klassiske elementer af svømning, nemlig god crawlteknik (bl.a. vejrtrækning  og armtag) samt konditionstræning. Til træning vil vi have minimum 2 baner hvorfor vi oftest vil inddele de fremmødte i to tempi-grupper.

Let øvet-holdet i åbent vand er for dig, der allerede har gjort dig bekendtskab med åbent vand svømning, du har måske allerede svømmet Christiansborg Rundt eller lignende (men dette er ikke et krav). Du har ikke nødvendigvis den bedste svømmeteknik og du har ikke svømmet lange ture (over 3 km), i hvert fald ikke mere en nogle gange. Du føler dig rimeligt tryk ved at svømme i havet – men det kan stadigvæk godt være skræmmende fx at svømme mere end 30 meter ude fra kysten samt i store bølger.

Fokus:
På let øvet-holdet bygger vi videre på dine evner og øver det der stadigvæk kan være svært eller hårdt. Vi træner de klassiske åbent vand elementer som orientering, korrekt brug af våddragt, svømning i en gruppe, konditionsopbygning, opmærksomhed på vejrforhold samt sikkerhed og bjærgning. Du vil få lidt vejledning i god crawlteknik, men ikke meget, da dette ikke er muligt på samme måde i åbent vand.

Vi vil også træne mere specifikke ting, så som: starter fra land og vand, svømning i bølger (når vejret tillader det) samt give dig gode råd til din træning.

Vi kan hjælpe dig med at træne mod et mål – fx et åbent vand stævne eller tid på en distance.

Øvet

Indendørs Open Water
Selv øvede svømmere kan blive bedre, så på holdet vil der være fokus på teknik foruden konditionstræning. Du vil blive udfordret af både træneren og dine holdkammerater, der alle vil være øvede svømmere – I vil dele tips, tricks og erfaring og masser af grin. Som udgangspunkt skal du kunne svømme 100 meter på under 2 minutter.

Der er ingen tvivl om, at du er glad for vand. Du har stor erfaring med svømning, du svømmer godt og føler dig tilpas i vand. Du ønsker at svømme for at holde dig i form og forbedre din teknik. Du svømmer gerne længere distancer og når du er i form anser du ikke 3-4-5 km for noget problem.

Du elsker svømning i åbent vand. Du er enten (tidligere) konkurrencesvømmer med lyst til nye udfordringer, eller triatlet eller dygtig motionist med åbent vand erfaring. Det er en fordel, hvis du har deltaget i et par åbent vand stævner, men ikke et krav. Du er en habil svømmer og du ønsker at blive bedre til åbentvandssvømning. Du har ikke noget problem med at svømme 3+ km.

Fokus:
På holdet vil der være fokus på teknik, fart og sikkerhed samt træning af konkurrencesituationer. Du vil blive fysisk udfordret af dine holdkammerater og trænerne, som er erfarne og dygtige åbentvandssvømmere. Vi svømmer oftest længere distancer (2,5-5 km, alt efter behov) på den 1t15m vi har undervisning. Vi træner også specifikke ting som bølgesvømning, din position i vandet, drafting, triatlon-skift, mm.

Vi giver gode råd til crawlteknik, træningsplanlægning (fx frem mod en 5 eller 10 km), konkurrencesituationer, og andet du har spørgsmål om.

Advertisements