Skum på bølgerne & Godt Nytår
Skrevet af Hans Henrik H. Heming
Godt Nytår til alle jer fisk, pingviner og landkrabber.
Et årsskifte giver ofte anledning til eftertanke og refleksion over året som er gået. Og samtidigt tanker og ønsker for året, der kommer.
Selvom situationen i verden er noget anstrengt, så er der ingen tvivl om, at 2022 har været et godt år for Copenwater. Vi er for alvor kommet tilbage efter et par år, hvor særligt vores indendørs-aktiviteter har lidt under den største sundhedskrise i nyere tid. Samtidigt har vi med god hjælp fra en masse seje frivillige formået at få gang i aktiviteter, vi ikke tidligere har afholdt, og fået genoplivet andre, der de sidste par år har oplevet at få mindre kærlighed.
Vi har afholdt et par fantastiske fester – både indenfor og udenfor – hvem husker fx ikke de kulørte lamper, levende bål, måneskins svøm og de kollektive Macarena-dancing-steps?
Eller hvad med fx. “Forår-festen”, “Onsdags-grill”, “Torsdags-burger”, “BøjeFræs”, eller “OnTour”, for ikke også lige at nævne turen til LaSanta? 2022 har budt på mange gode oplevelser, takket være jer alle.
Vi er særligt aktive i Nordhavn og ved Amager Strandpark. I Nordhavn danner Det Flydende Aktivitetshus rammen for alle vores svømmere her, men i særligt grad også alle de medlemmer, der bruger saunaen. Det er en fantastisk ramme som vi er glade for at være en del af.
Medlemmerne på Amager har kun haft adgang til en transportabel sauna i det tidligere forår i 2022, til gengæld har de adgang til den skønneste og bedste strand i hele København. Et ægte trækplaster som vi bestemt ikke har for os selv. “Overhænget” ved Den Blå Foreningsby er et perfekt centrum for løjerne her, der også i 2023 vil blive fyldt med aktivitet.
For begge steder gælder, at vi i 2023 vil fortsætte med at tilbyde alskens aktiviteter – dem glæder vi os til at præsentere for jer snart.
2022 blev også året, hvor vi tog beslutningen om at ansætte Christine i en deltids-stilling. Her styrer hun den daglige drift. Det har været en skelsættende beslutning, der har givet os muskler og mulighed for at hæve blikket, tænde det lange lys og fokusere på, hvordan vi i endnu større grad udvikler vores fællesskab og kærlighed til havet.
“Kærlighed til havet” er et af vores strategiske pejlemærker, der fremadrettet i endnu højere grad vil styre vores aktiviteter. Det handler ikke kun om at svømme, men kan handle om alle mulige andre aktiviteter i tilknytning til havet. Selvfølgeligt har vi svømning som en væsentlig del af vores DNA og det vil stadigt være den altovervejende aktivitet. Men i 2023 vil vi fx også se, at vi kommer til at tilbyde SUP-kurser og der vil være andre ikke direkte svømme-relaterede aktiviteter, som ser dagens lys. Livet i – på og ved havet er hvad det hele handler om.
2023 bliver et fantastisk år for Copenwater, det er vi slet ikke i tvivl om – vi ønsker at udvikle de aktiviteter vi allerede har, gøre dem endnu bedre, men også komme op med nye sjove ideer, som vi håber I alle vil støtte op om.
Tak, kære fisk, pingviner og landkrabber – uden jer, intet Copenwater.
Ses vi til Nytårstaffel d. 14.1.2023?
Rigtig Godt Nytår!
Bestyrelsen – Christian, Jesper, Martin, Hans & Hans Henrik